Foredrag: Et andet København
Se billeder fra et forlængst forsvundet København og hør fortællinger om dem, der engang boede her.
Beretninger om Jomfru Tidsfordriv, Pudse Peter, Fløjte Karl, Fnat Ebba, Filosoffen fra Magstræde og mange flere gives med empati og et glimt i øjet.
Historier om en by med storbydrømme og sociale problemer
Dette foredrag fortæller historien om de første saneringsbølger i København. Om det og de, der forsvandt sammen med de gamle, faldefærdige og ofte usle baggårde og smalle gange. Du hører om de skæbner, der beboede kvarterer som Brøndstræderne og Peder Madsens Gang m.fl. Originaler, som bl.a. Jomfru Tidsfordriv, Fløjte Karl, Excellencen og Pudse Peter, introduceres og du ser billeder fra Nationalmuseets arkiver af det gamle København midt imens store dele af Indre by nedrives, brokvarterene opstår og København så småt bliver moderne.
Perioden er sidste halvdel af 1800tallet, København er vokset ud over de gamle volde og i 1870’erne tidobles byens areal fra ca. 300 til 2700 ha. På det gamle fæstningsterræn anlægger byens magistrat en boulevard-ring om byen, hvor der opføres store offentlige bygninger efter idealer hentet i bl.a. Paris og Wien. København går på kort tid fra at være en gammeldags kongelig residensby til at blive en moderne metropol med alt hvad det indebærer.
I 1880 var København, med sine 235.000 indbyggere på størrelse med samtidens Dresden, Edinburgh eller Lissabon. Skulle byens store drømme leves ud og realiseres så måtte man fjerne skampletterne, humane som urbane. De berygtede og usunde kvarterer med underverdenens godtfolk, gadebørn og fattiglemmer skulle bortsaneres.
Et større saneringsprojekt, der skulle løbe over de næste mange år frem, blev iværksat af Borger-repræsentation og det første sted, man satte ind, var i Peder Madsens Gang. ’Gangen’ var en smal smøge, som førte fra en port i Svaneapotekets bygning, Østergade 18, ned mod Grønnegade. I den åbne rendesten flød affald og møg fra de 26 køer, som var opstaldet i én af ejendommene her. Baggårdene var rene skakter på nogle få kvadratmeter. En embedslæges-undersøgelse viste, at ud af 80 børn født i 1866-70, blev kun 19 af dem mere end fem år. Den høje børnedødelighed gjorde indtryk. I 1873 rev man alle gangens huse ned, og i stedet anlagdes Ny Østergade.
Den by, der i billeder og ord, skildres i dette foredrag, er væsensforskellig fra vore dages København. Og så måske alligevel ikke, men mere om det ved lejlighed.